Ugen forinden var jeg syg med voldsom opkast og diarré både mandag, tirsdag og onsdag og kunne først holde mad i mig om torsdagen. Om onsdagen slæbte jeg dog mig selv og Carsten til den vækstscanning på OUH som den søde overlæge havde tilbudt mig. Ville jo gerne se bebs.

Scanningsdamen sagde, det var en meget fin dreng med en tyk mave vi ventede os .

Vi spurte igen ind til kønnet, da overlægen ugen forinden lige havde fortalt os, at vi ikke skulle føle os alt for sikre på kønnet da det er en tidlig scanning der ligger til grund for bedømmelsen. Så scanningsdamen kørte ligehen over skridtet - og der lå hans tissemand fint og flød i vandet . Der VAR ingen tvivl.

Fredag begyndte optakten til forkølelse og halsbetændelse og jeg havde mange plukveer. Jeg modtog fødselsplan med posten. Var lettet. Pakkede tasken til sygehuset færdig. Det var meget surrealistisk.

Lørdag den 25/3-06. Kl. 10.34 gik slimproppen efter en nat med mange plukveer, hvor jeg har været meget urolig og rendt på wc meget ofte.

Pludselig som dug for solen var al angst og nervøsitet væk. Vidste at nu var det snart....nu var det snart overstået - og vi skulle bare igennem de næste 24 timer.

Læste lidt igen om visualisering - bare for at få det frisket op - og ville have sovet lidt - men jeg var alt for spændt til både at sove og læse - kunne slet ikke koncentrere mig.

Tjekkede tasken endnu engang og begyndte at støve af og rydde op her og der. Men det blev ikke til ret meget. Totalt uorganiseret.

Plukveerne tog til, og de gav mig en lille bitte tåre i øjenkrogen. De slog på en facon luften ud af mig. De kom ca. hvert 5-10 min. Og de tog til i styrke synes jeg. Bebsen var helt stille og jeg puffede lidt til ham, da jeg ikke har kunnet mærket liv længe. Endelig sparker han igen. Pyha.

Render på wc hele tiden - skal tisse konstant og har det som om, jeg ikke kan blive færdig. Sveder en del og lugter . Bader igen.

Carsten blev sat til at støvsuge og vaske gulve i hele huset - under stor protest .

Skulle til mosters fødselsdag kl. 17. Plukveerne tager til og jeg er efterhånden lidt træt ovenpå ugens strabadser, manglende søvn, hyppige toiletbesøg, plukveer og er afkræftet pga. Dårlig mave.

Omkring kl. 20 er plukveerne blevet kraftigere og jeg må standse helt op og bruge min vejrtrækning når de dukker op.

Takker ja tak til et glas øl - uhmm dejligt! . På trods af at jeg aldrig drikker øl!. Det virker dejligt afslappende og vi griner og hygger os imellem de nu mere kraftige plukveer. Min fætters kone kigger intenst på mig og siger "det der er sgu’ da ikke plukveer - det er rigtige veer". Ja ja siger jeg og tror hun joker.

Vi fik rigtig god mad og jeg skovler ind, da jeg føler det er længe siden jeg har fået ordentlig mad pga. dårlig mave. 

Da kl. Var omkring 23 kunne jeg ikke holde det ud mere. Vi tog hjem. Måtte bede Carsten om, at køre udenom kloakdækslerne for det var ubehageligt, når bilen bumpede.

Da vi kom hjem skrev jeg på et forum kl. 23.45: "Hmm - tja - uanset hvad det er jeg mærker - gør det i hvert fald ondt. Så ondt, at jeg må bukke mig sammen hvis jeg står eller går og pænt vente til det er overstået. Nu er der kun 7 min. i mellem. Alle taskerne er tjekket igen - både til fødegangen, patienthotellet og til baby og næsten klar. Mangler lige at komme juice og frugt i og det gør vi på vej ud af døren. Får manden til at lufte hundene inden vi går i seng om lidt - hvis nu..... Håber på en god nattesøvn... "

Og igen kl. 04.09 skriver jeg på et forum: - "Og nattesøvnen skal jeg så ikke regne med. Ringede til fødegangen kl. 01.30 fordi jeg synes det gjorde mere og mere ondt - og Jdm. mente der var tale om rigtige veer. Der er nu 5 min. imellem og hans hoved skurer ned i nerverne til mit ene ben - det gør nas!. Da veerne var for ustabile, aftaler jeg med jdm. At blive hjemme lidt endnu.

Jeg er lidt i syv sind om, hvornår jeg skal tage derind. Jeg kunne ikke lige overskue, at skulle i tøjet og derind til undersøgelse og slet ikke til et lavement. Men på den anden side kunne jeg jo ikke blive hjemme.....

Kunne desværre ikke ligge ned - så gjorde det endnu mere ondt...det var bedst at være i bevægelse og stå oprejst når veen kom. Carsten lå og sov - dejligt for ham at han kan finde ro.

Jeg havde det som om, min blære var ved at sprænge hver gang jeg fik en ve - og skal bare tisse - men sikken bette tår.... Tror det bliver en lang nat".

Jeg kan huske, at jeg kiggede igen og igen på det skema vi havde fået udleveret til fødselsforberedelsen. Der står noget om, hvor meget man ca. har udvidet sig når veerne er så og så lange med så og så meget tidsrum imellem. Og hvad man selv kan gøre for at lindre smerten.

Jeg kunne bare ikke få skemaet til at passe. Og jeg var selv meget i tvivl om, om det nu rent faktisk VAR rigtige veer jeg havde. Jeg havde jordemoderens historier fra fødselsforberedelsen i mit hoved om, hvor mange førstegangs fødende de sender hjem igen - og det ville jeg ikke!. for det første - synes jeg det var lidt pinligt - og for det andet så kunne jeg slet ikke overskue at skulle afsted - og hvis de så bare ville sende mig hjem igen!!!

Det fik mig til at kæmpe videre og jeg kiggede ofte arrigt på min sovende mand. Det kunne da ikke passe, at jeg skulle gennemgå disse smerter alene mens han bare sov!. Han havde i meget lang tid, drømt om netop dette øjeblik - og hvisket til baby dagligt at han skulle komme ud. Og nu lå han bare der og sov!!!! Jeg vækkede ham ved 5 tiden - kunne ikke holde det ud mere alene. Vi aftalte, at jeg hellere måtte gå i bad og han ville fodre hundene og gå en tur med dem imens.

Badet var ikke nær så linderende som jeg havde drømt om. Det hele handlede i og for sig bare om, hvornår den næste ve kom, og at jeg skulle skynde mig inden da, så jeg kunne stå med begge ben plantet fast på jorden og holde fast i noget med begge arme.

Jeg syntes på intet tidspunkt at smerten var uudholdelig - jeg hverken græd eller peb - hvis jeg selv skal sige det var jeg ret sej.

Da jeg kom ud af badet, begynde jeg at tegnbløde - det løb stille og roligt ned af benene på mig - og jeg var så opgivende - for jeg havde jo lige været i bad og jeg orkede bare ikke turen om igen.

Da kl. Var 6 søndag morgenen ringede jeg til fødegangen. Og fortalte dem om min fødselsplan. Hvor der bl.a.. Stod, at jeg skulle tilbydes et tjek, hvis jeg ønskede det. Uanset hvad de vurderede.

Jeg fik fat i en rigtig sød jordemoder. Hun kunne godt høre, jeg havde veer, men synes egentlig, jeg skulle vente lidt endnu da hun stadig synes, der var for lang tid imellem veerne og det var ikke "normalt" at man kunne føre en samtale så almindeligt som jeg, når man var et godt stykke henne.

Jeg vidste med mig selv, at det var på tide at komme afsted - uanset hvad hun sagde. Så vi aftalte, at jeg kom inden kl. 7 - for der var der vagtskifte. Vi nåede lige derind inden kl. 7. Men også kun lige.......det er ikke nemt, at skynde sig med veer .

Kan huske, det var koldt og meget blæsende og det hele virkede som i en drøm.

Turen derind gik ok - det var som om, veerne gik lidt i sig selv igen.

Blev modtaget af en meget tyk og meget fåmælt dame som virkede sur og irriteret . Carsten forsøgte at bløde hende lidt op og tale med hende, men intet hjalp. Heldigvis var det ikke hende der skulle undersøge mig. Hun kommanderede mig på wc - og ville have en urinprøve. Hun skyndte lidt på mig, og jeg måtte undskylde mange gange og sige, at det altså ikke var nemt at tisse og have en ve samtidig .

Den søde jordemoder jeg havde talt med, dukkede endelig op. Aldrig har jeg mødt så rar, varmhjertet og helt igennem sød person. Jeg var så tryg. Hun undersøgte mig, og udbrød - hold da op, hvor er det bare flot!. Du er 6 cm. Åben!. Jeg tudede af lettelse for jeg var så bange for, at skulle sendes hjem igen.

Jordemoderen gav mig et knus - og hjalp mig i tøjet igen - og vi snakkede lidt om fødselsplanen. Der skulle jo bestilles epidural med det samme når jeg var så langt i forløbet. Hun mente sagtens jeg kunne klare fødslen uden, når jeg havde åbnet mig så meget alene hjemme, men hun turde ikke vige fra planen, for hun syntes det var vigtigt, at jeg følte mig tryg og sikker. "Men med den rette hjælp skulle du sagtens kunne klare det uden" sagde hun - og jeg var faktisk parat til at slippe planen - hvis bare hun kunne være blevet hos mig - men hun havde desværre fri nu - så det var det sidste jeg så til hende.

Vi blev ført ind på selve fødegangen - kan huske at jeg kiggede rundt og smilte til receptionsdamerne - og de smilte pænt igen. Det var rart.

En sød social og sundhedsassistent kom ind på stuen til os, og bad mig om, at tage sygehus tøj på - "jeg kan se du trænger til et par andre sokker" udbrød hun, da hun så elastikkerne om mine ben - vand i fødderne går ikke så godt i spænd med pæne strømper på - men man tænker vel over sin påklædning inden man tager til byen

Jeg bliver informeret om, at jeg nu vil få et lavement. Jeg spørger meget ind til hvordan det fungerer - det har været et af mine skræk-senarier - og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne sidde på wc med ræsermave og have veer samtidig .

Jeg bliver beroliget - og kan huske jeg tænker - ja - hvorfor ikke også dette. Nu har jeg haft sådan en dum graviditet og været så syg - skulle jeg så ikke kunne klare lidt dårlig mave?.

Det hele var meget hurtigt overstået - og ikke kvart så slemt som jeg havde forestillet mig. Havde bare trang til at komme på wc - og det gjorde jeg så. Stille og roligt uden drama. Sad derude i små 15 min. Førend jeg følte jeg var ordentlig færdig og det var så det.

Kl. 7.50. Der bliver lagt drop - kan huske jeg var meget nervøs. Hader nåle - og den nål eller rettere indføringshylstret jeg havde set til fødselsforberedelse fik jeg det rigtig skidt af. Men jeg skal jo igennem det. Tænker at det ikke var nødvendigt hvis ikke jeg skulle have den epidural. Er lidt ved at fortryde. Jeg sætter mig ned og kigger væk - Carsten sætter sig på den side jeg kigger til og holder mig i hånden og taler til mig. Det gjorde slet ikke ondt. Det var kun som at få taget en blodprøve. Jeg roser jdm. og hun bliver rigtig glad. Hun synes det er dejligt jeg har sådan et overskud. Hun skulle bare vide, hvor mange tanker og hvor angst jeg har været.

Kl. 7.55 ctg

Drikker juice og småsnakker med Carsten. Jdm. Er inde på stuen hele tiden og snakker meget. Jeg står ved vinduet og kigger ud og koncentrere mig om mine veer. Beder begge om, at tie stille for ellers er det svært at koncentrer mig. Jordemoderen siger, at det er vigtigt at jeg koncentrer mig og at hun ikke kan hjælpe mig yderligere med vejrtrækningen for jeg klarer det så fint.

Kan huske, de fortsætter med at snakke og det hele virker meget larmende. Kigger olmt på Carsten som trækker på skulderne som i "hvad skal jeg gøre - jeg er da nødt til at svare jordemoderen" - til sidst fik jeg nok - bad dem begge om at holde kæft efterfulgt af et "undskyld".

Carsten siger på et tidspunkt, at jeg skal holde op med, at sige undskyld bare fordi jeg bander lidt, når der kommer en ve. Men jeg har det rigtig skidt med, at sige grimme ord - men det hjælper lidt.

Kl. 9.02 Epidural lægges. Manden med bedøvelsen hed Søren - og læspede lidt - var en lang starut og meget høflig. Jeg var bange for, det skulle gøre ondt, at han skulle stikke forkert eller at bedøvelsen ikke ville virke og at jeg så var efterladt til et smertehelvede. Sørens telefon ringede - og han sagde pænt undskyld - den er jeg lige nødt til at tage.

Jeg tænkte med det samme - "ja - nu sidder jeg så her og han går sin vej inden jeg ved om den virker". Men jeg kunne høre at han svarede at han ville komme ligeså snart han vidste om denne her bedøvelse virkede. Lettet var jeg!. Og der gik ikke ret lang tid - så kunne jeg intet mærke overhovedet!. Veerne blev mindre hyppige - og jeg fik serveret morgenmad.

Er meget træt. Powernapper ind imellem. Blodtryk måles hver ½ time - så det er ikke meget ro jeg får. Carsten ringer og aftaler hundepasning med min veninde og arbejdskollega. Han ringer også til mine svigerforældre.

Kl. 10.45 skal jeg sådan på wc.

Kl. 10.50 8 cm åben. Lange pauser mellem veerne.

Kl. 11.45 går vandet. Min ble er pludselig meget våd - jeg beder Carsten om, at lugte til mig - kunne jo huske at nogen havde sagt at det skulle lugte af gammel sæd eller kartoffelvand - og det gjorde det. Fatter ikke den dag i dag at jeg fik ham til at stikke næsen ned til det. Er nu 9 cm åben.

Jeg får nu frokost - 3 halve som vi deler.

Kl. 12.50 Vil jordemoderen fjerne hindeblæren - og der kommer en skylle grønt fostervand. Samtidig skrumper jeg til kun at være 8 cm. Åben igen - hvilket er helt normalt ifølge Jdm.

Pga. Det grønne fostervand sætter de nu en elektrode på barnets hoved. Det græder jeg lidt over. Har jo set instrumentet - og er ked af, at han skal have sådan en dims drejet ned i hovedet, men Jdm. siger det er en nødvendighed.

Carsten bliver beordret ned i bilen efter alle taskerne da jdm. fortæller, at der nu ikke er så længe til. På vej ned i bilen, ringer Carsten til sine forældre og fortæller dem, at det er nu det sker. Han var lidt rundt på gulvet og jeg tror at turen gjorde ham godt.

Kl. 13.15 tiltager veerne.

Kl. 13.30 kommer jeg op og gå. Stører tryk nedad.

Kl. 13.45 igen på wc. Skal bare tisse hele tiden. Carsten sms’er med sin mor.

Kl. 14. Et eller andet helt udslettet står der i partogrammet. Mon ikke det er livmoderhalsen?.

Jdm. Spørger om det er ok hun fjerner epiduralen - jeg er meget angst for at jeg så får store smerter og siger nej. Jdm. foreslår at jeg får noget ve-stimulerende og jeg siger ok og frygter nu det værste. Det eneste jeg mærker er min enormt store trang til at gå på wc - det føles som om jeg skal af med en melon.

Pludselig kommer der en dame ind og siger, at vi har en gæst der gerne vil sige hej - jeg forstår intet og tænker - nej da ikke gæster nu???? Carsten går ud på gangen og det er hans mor der er dukket op - midt i mine veer og lige inden selve fødslen. Han sender hende hjem igen. De vælger dog at blive på sygehusets parkeringsplads - og det stresser mig lidt.

Kl. 15.00 Bliver jeg kommanderet over på fødelejet. Kan huske min puls stiger og jeg bliver frustreret over manglende information og "ordre" om hvad jeg skal gøre og hvad der skal ske. Jdm. foreslår at jeg snart får lagt en pudendusblokade - men jeg siger nej. Ikke mere bedøvelse - jeg kan jo intet mærke.

Kan slet ikke forstå det er nu og jeg bliver bange. Vil gerne hjem . Har ikke den store pressetrang.

Jeg ligger a h til på briksen - mine alt for store strømper bliver ved med at falde af og jeg kurer rundt på plasticunderlaget.

Jeg er frustreret over, at jeg ikke kan "stå fast" med mine fødder og jeg leder efter noget at stå imod med. Jeg bander lidt og undskylder igen. Jdm. foreslår at jeg stiller mig op på alle 4 og det er lidt bedre.

Hun skriver kl. 15.10: presser aktivt men ringe fremgang.

Der bliver endnu engang skruet op for det vestimulerende.

Så foreslår jdm. en ny stilling - jeg ligger på venstre side med højre ben oppe i luften og skal selv holde benet under knæhasen - altså det der hedder venstre sideleje - halvt siddende- jeg har næsten ingen kræfter og tror det er ganske umuligt - men det gik fint. Kunne slet ikke forestille mig, at jeg kunne komme ned fra briksen med den store melon mellem benene.

Den måde jeg nu ligger på gør, at jeg ikke kan se skærmen med målerne på, der viser hvornår og hvor kraftige veerne er. Så jeg synes det er svært at arbejde med. Jeg bliver ved med at spørge om, hvornår der kommer en ve og samtidig får jeg en masse informationer om hvor længe jeg skal presse og hvor længe jeg skal holde presset. Det var altsammen meget forvirrende synes jeg og jeg begynder at klynke lidt over det hele fordi jeg ikke helt forstår og ikke synes jeg bliver guidet godt nok.

Der er nu vagtskifte for social- og sundhedsassistenten og den nye assistent når dårligt nok at præsentere sig førend hun "skælder mig ud" - hun skulle vise sig, at være min redning. Hun er meget kontant og efter hun har hilst på mig, siger hun "nu tier du stille og gør som jeg siger - jeg fortæller dig, hvornår du skal presse igen - forstået?".

Synes et øjeblik hun var hård og uforstående overfor mine frustrationer men pludselig indså jeg, at hun gjorde det eneste rigtige. Var kontant og nem at forstå.

Jeg får snart den næste ve og jdm. Beder mig om at holde igen med at presse. Samtidig opfordre hun mig til, at mærke babys hovedbund mellem mine ben. Først ville jeg ikke - men så indså jeg at det var den eneste chance jeg nok havde og hellere måtte gøre som de sagde. Det føltes som en stor rynket appelsin. Forstod slet ikke at dette var mit barn!. Vildt underligt. Det gør ikke ondt men spænder helt utroligt og trykker. Jdm. Advarer mig og siger at det hun nu gør ikke er så behageligt. Hun kører fingrene rundt i min skedeåbning og det var knap så sjov . Det gjorde ondt - faktisk det eneste tidspunkt jeg mærkede smerte - det føltes som om hun skar mig med et papir et meget følsomt sted . Tror det var der jeg sprak.

I den næste ve, har jeg født hovedet og vupti - så ligger han på min mave og glor lige op på mig. Han skriger i det øjeblik han er ude, men tier ligeså snart han lander på min mave .

Jeg var dybt chokeret over, at det gik så stærkt. Det eneste jeg mærkede var, at det sved lidt i skridtet da hovedet kom ud og den meget pressende fornemmelse forsvandt. Jeg frygtede at det skulle gøre lidt ondt at føde resten af kroppen - især skuldrene - men det hele var jo overstået efter hovedet var født.

Carsten klipper navlestrengen og der bliver taget et par prøver. Jeg var lidt nervøs over den ene prøve - den skulle vise om Jakob havde været stresset under fødslen - men det havde han heldigvis ikke. Det havde været i dagene forinden fødslen han har haft det skidt. Tror da pokker sådan som jeg har kastet op og haft diarré.

Nu er der så vagtskifte af jdm. Og hun siger pænt farvel. "Du er som skabt til at føde" siger hun og giver mig et knus. Ind kommer så en ny jdm. Og en studerende og de skal så "hjælpe mig med at føde moderkagen" og lappe mig sammen igen.

Moderkagen kom af sig selv - var bare en stor varm fornemmelse af få ud. Den gled af sig selv og det var slet ikke ubehageligt. Efterfølgende kan jeg ikke lade være med at sammenligne det lidt som efter et samleje hvor manden trækker sig ud med kondom på. *fnis*.

Det tog 2 timer at blive lappet sammen - men det gjorde ikke ondt. Jeg fik smurt noget gel på, og et par gange mærkede jeg et par små prik. Jeg nåede lige at blive lappet sammen og så skulle jeg bare sådan tisse. Hoppede ud af sengen og på wc. Herligt at komme op og stå. De var alle imponeret over, at jeg bare sprang ud af sengen og kunne mærke jeg skulle tisse. Hvorfor ved jeg ikke .

Jeg fik tisset og da jeg kom ud stod min svigermor på stuen.

Farmand var ved at tælle fingre og tæer og beundre sit barn. Jakob blev vejet og målt og scorede maxpoint i agaptesten eller hvad den nu hedder.

Farmand fik lov at klæde ham på i sit fine tøj og han blev lagt hos mig igen mens vi fik morgenmad. Kaffe og ristet brød med flag i. Der bliver sms’et lidt rundt til familien.

Utroligt at det allerede var overstået og at det ikke var værre.

Og sådan gik det altså til, at Jakob så dagens lys og vi blev forældre for første gang.

Alle de personaler vi har mødt igennem min graviditet og fødsel på OUH har været SÅ søde og omsorgsfulde og jeg har været i meget trygge hænder hele vejen igennem. Der er intet jeg ville lave om, hvis jeg fik muligheden.